Kom i gang med at male | Din guide til hobbymaling

Kom igang med at male

Leger du med tanken om at slippe din indre kunstner løs gennem maling? Men ved du ikke, hvordan du skal gribe det an med de mange typer af pensler, teknikker og malinger? Så er du kommet til det rette sted!

Det virker altid uoverskueligt at påbegynde en ny hobby. Du åbner pludselig op for en hel ny verden, som kan virke overvældende i begyndelsen. Husk på, at Leonardo da Vinci ikke malede Mona Lisa henover en weekend. Det tog ham efter sigende flere år at få maleriet finpudset.

Du behøver ikke at gå i den famøse kunstners fodspor. Maling er for alle. Det handler blot om at gribe penslen og lave det første penselstrejf!

Hvorfor starte med at male?

I en tidlig alder stifter de fleste mennesker bekendtskab med at male. Nogle har taget det til sig, mens andre så småt har ladet malerkunsten forblive ved gamle børnetegninger. Heldigvis er det aldrig for sent at genopdage hobbymaling.

Maling er en udtryksform, som ikke har et facit. Alle kan være med – også dig! Du kan male netop det, som du føler, tænker eller har lyst til at male. Du kan sagtens udtrykke dig på et blankt stykke papir eller lærred med blot nogle pensler og noget maling.

Hobbymaling hjælper dig med at udtrykke ting, som hverken din krop eller dine ord har mulighed for. Når du bliver grebet af malerkunsten, er det kun dit ambitionsniveau, der sætter grænser for dine malefærdigheder!

Maling med akrylmaling

Pensler, lærreder og inspiration er nøgleord inden for hobbymaling. Det bliver dog svært at male uden selve malingen. Her er akrylmaling yderst populær – både for professionelle og nybegyndere!

Først og fremmest kan du få akrylmaling i adskillige farver og nuancer. Det store farvesortiment sørger for, at du ikke skal kæmpe med at mikse netop den farve, der fuldender dit maleri. Derudover er malingen vandopløselig. Når du er færdig med at male, kan du derfor nemt og hurtigt gøre dit udstyr rent.

En anden stor fordel ved akrylmaling er tørretiden. Den korte tørretid gør malingen vandafvisende på ingen tid. Der går ikke længe fra første penselstrejf til, at du kan stryge en ny klat maling ovenpå.

Apropos pensler bør du købe pensler af høj kvalitet fremfor dyr akrylmaling. Ordentlige pensler giver dig anderledes og varierende penselstrejf, mens billig akrylmaling sagtens kan være fint. Anskaf dig også nogle skåle eller en malerpalet, hvor du kan blande farver, uden du kommer til at ødelægge primærfarverne.

Artiklen fortsætter under billedet
Kom godt i gang med akrylmaling Med vores online begynderkursus i akrylmaling kommer du godt fra start via en lang række danske videoguides Klik her og læs mere >>

Maling med akvarelmaling

Forskellige typer maling giver forskellige muligheder. Tag for eksempel akvarelmaling. Denne type maling består af farver, som du opløser i vand. Jo mere vand, desto lysere vil farven blive.

I de fleste tilfælde vil du foretrække at male på akvarelpapir. Denne type papir er kraftig nok til vandet, som du bruger under akvarelmaling. På trods af påført vand er tørretiden for akvarelmaling kort. Når vandet fordamper, vil malingen tørre ind.

Den våde maling giver dig et hav af muligheder, som du kan bruge til at eksperimentere med. Akvarelmaling kommer i diverse kvaliteter og dertilhørende prisklasser. Som nybegynder er der ingen grund til, at du kaster dig ud i de dyreste. Prøv dig frem og find den teknik og maling, der passer til din malerstil.

Gode pensler er også klart at foretrække ved akvarelmaling. Denne type maling giver dig ydermere andre værktøjer, der kan gavne dine malerfærdigheder. Blandt andet kan du bruge en pipette til flydende akvarelmaling. Derved kan du lettere styre mængden af maling og væske, end hvis du blot dypper penslen ned i glasset med maling.

Tegnegummi er endnu en mulighed ved akvarelmaling. Her bruger du en pen med gummi til at tegne et mønster eller motiv. Når gummiet er tørt, maler du blot henover. Afslutningsvist fjerner du gummiet, og mønsteret skiller sig elegant ud fra resten af malingen på lærredet!

Artiklen fortsætter under billedet
Bliv undervist af en professionel! Med vores onlinekursus i akvarelmaling, bliver du, via video, undervist af Uffe Boesen - kendt fra DR som en af Danmarks bedste akvarelmalere. Klik her og læs mere >>

Maling med oliemaling

Hvis du har ambitioner om at udkonkurrere Leonardo da Vinci, kan du passende kigge i retning af oliemaling. Mange berømte malerier er kommet til verden ved hjælp af denne type maling.

Heldigvis er oliemaling også lettilgængeligt til hobbymaling. Især tørretiden kan være attraktiv til kunstneren, der gerne vil tage sig god tid. Tørretiden er væsentlig længere ved oliemaling end ved mange andre malinger. Derved kan du fortage ændringer og justeringer, inden malingen er fuldstændig tør.

Derudover ændrer malingen ikke nuance, når den tørrer. Du kan sagtens gå til og fra maleriet, uden den samme maling pludselig fremstår i to forskellige nuancer på henholdsvis maleriet og malerpaletten. Det er en klar fordel, hvis du sætter pris på at male større projekter. Derved kan du male, når inspirationen rammer dig eller tidsplanen tillader det.

Oliemaling gør brug af diverse olietyper som bindemiddel. Hvis du er nybegynder inden for oliemaling, bør du kigge efter oliemaling baseret på linolie. Her er prisen ofte en del lavere end ved de andre typer. Derved vil det ikke gøre nær så ondt på pengepungen, hvis det viser sig, at du ikke er vild med oliemaling og de dertilhørende teknikker.

Derudover bør du købe specifik penselrens til dine pensler. Olie er ikke just det nemmeste at rense, og en almindelig skylletur med vand er ikke nok. Dine pensler skal helst være fuldstændig rene, hvis du vil bruge dem til adskillige farver. De mindste farverester på penslerne kan hurtigt resultere i ødelagt maling eller malerier, som du højst sandsynligt vil ærgre dig over.

Skal det være abstrakt eller konkret

Malerkunst er subjektivt – især hos nybegyndere. Fortolkningsarbejdet ligger hos den enkelte, hvilket giver dig og din hobbymaling et frit spillerum. Fra billedekunsten ved vi, at de to typiske måder at male på er enten abstrakt eller konkret.

Abstrakt kunst tager ikke udgangspunkt i ting, dyr eller landskaber. Ved denne kunstform er det op til dig selv, hvad din hobbymaling skal føre hen imod. Det er kun fantasien, der sætter grænser!

Abstrakt kunst har dog ofte en eller anden form for motiv, som du selv kan få lov til at fortolke og portrættere på dit lærred. Ofte består abstrakt kunst af sammensmeltninger af farver, der kan give maleriet et eksplosivt udtryk.

Hvis du vil male konkret, kan du netop finde inspiration i objekter, mennesker eller natur. For nogle vil det være den nemmeste metode at begynde på hobbymaling. Det er ligetil, og du har noget konkret at gå ud fra. Du behøver derved ikke at bryde hovedet med at finde inspiration. Du kan blot fordybe dig i dit valgte motiv.

Ideer til, hvad du kan male

I sidste ende er det fuldstændig op til dig, hvilken maling du vil bruge, og hvordan du vil bruge den. Nogle foretrækker at male ud fra billeder i hovedet, mens andre gerne vil male noget bestemt.

Hvis du vil bruge hobbymaling til at udtrykke dine tanker og følelser, kan abstrakt kunst være nøglen. Du kan slippe tankerne løs og male det, der falder dig ind.

Du kan også bruge hobbymaling til at finpudse dine malerfærdigheder. Her kan et enkelt æble eller en enkelt person være det perfekte motiv i første omgang. Et maleri kan stort set altid justeres til, og detaljerne kan altid gøres tydeligere. Vi har skrevet en guide med tegne ideer, du kan også bruge denne til at finde inspiration og ideer til dit næste maleprojekt.

Internettet giver dig også rig mulighed for at finde inspiration til både malerier, motiver og teknikker. Hobbymaling behøver ikke at ende ud i et maleri som Mona Lisa. Lad dig inspirere og find frem til, hvordan du får det bedste ud af hobbymaling.

Skrevet i: Blog » Blog| Hobbymaling